Vedtægter

 

Vedtægter for Dansk Selskab for Intern Medicin

Medlemskab - se §2


§1 Selskabets formål
§2 Medlemskab
§3 Bestyrelsen
§4 Ledelse af selskabets virksomhed
§5 Generalforsamling
§6 Vedtægtsændringer
§7 Kontingent og regnskabsår
§8 Organisationen af Lægevidenskabelige Selskaber (LVS)
§9 Udpegning af faglige konsulenter
§10 Udpegning eller indstilling af medlemmer til råd, udvalg, kommissioner o.l.
§11 Uddannelsesudvalget

Vedtaget på Selskabets møde 20.01.16 med ændringer 28.10.27, 21.10.32, 28.10.44, 27.10.50, 26.10.51, 22.05.64, 10.12.65, 11.11.66, 09.10.70, 05.10.73, 12.11.82, 09.11.84, 05.11.93, 07.11.97 ,14.12.99, 12.12.2002, 10.11.03 og 18.12.06 , 23.02.11., 10.04.12 og 13.05.14

§1
Selskabets formål er

  • at virke for samarbejdet imellem fagets 9 specialeselskaber.
  • at understøtte det videnskabelige studium af den interne medicin.
  • at fremme efteruddannelsen af fagets speciallæger.
  • at virke rådgivende vedrørende uddannelsen i de intern medicinske specialer og den interne medicins placering inden for det danske sundhedsvæsen.
  • at rådgive vedrørende sundhedspolitiske forhold, der knytter sig til mere end et enkelt af de 9 medicinske specialer.

Til top

§2
DSIM er en paraplyorganisation for de 9 intern medicinske specialer. Alle medlemmer af de 9 intern medicinske specialeselskaber er således automatisk medlemmer af DSIM. Pensionerede læger, som ikke er organiserede i et specialeselskab, kan fortsat være medlemmer af DSIM. Til de videnskabelige faglige møder har enhver læge adgang som gæst. Andre interesserede kan normalt få adgang efter henvendelse til formanden via selskabets sekretariat.

Til top

§3
Selskabets bestyrelse består af 9 bestyrelsesmedlemmer, der udpeges af de 9 intern medicinske specialeselskabers bestyrelser. Bestyrelsen godkendes hvert år på den ordinære generalforsamling. Udpegning som bestyrelsesmedlem gælder for 1 år. De 9 selskaber udpeger på samme vis 9 stedfortrædere.

Ved udpegning af bestyrelsesmedlemmer sender de 9 medicinske specialeselskaber hver navnet på det valgte bestyrelsesmedlem samt navnet på stedfortræder til den siddende bestyrelse senest 4 uger før den ordinære generalforsamling. Navnene på kommende bestyrelsesmedlemmer samt stedfortrædere sendes ud med indkaldelse til generalforsamlingen.

På generalforsamlingen vælges for 2 år ad gangen to revisorer og en revisor-suppleant.

Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand, kasserer og sekretær på førstkommende bestyrelsesmøde efter generalforsamlingen. Resultatet heraf meddeles medlemmerne hurtigst muligt.

Bestyrelsens beslutninger træffes ved relativ simpel stemmeflerhed (flest stemmer, uanset antal af afgivne stemmer). Står stemmerne lige, er formandens stemme afgørende.

Foreningen tegnes af formanden og kassereren i forening eller ved en af disses forfald af formanden eller kassereren i forening med 2 bestyrelsesmedlemmer.

Til top

§4

Tillidsposter i udvalg, råd, arbejdsgrupper og lignende kan varetages af medlemmer på vegne af DSIM. Udpegningen foretages af DSIMs bestyrelse eller på opfordring herfra af en bestyrelse fra de ni grenspecialer.

For at tilsikre transparens skal DSIMs bestyrelsesmedlemmer deklarere evt. interessekonflikter på selskabets hjemmeside i henhold til gældende regler og retningslinier fra Sundhedsstyrelsen og andre relevante myndigheder. Medlemmer, der udpeges til tillidsposter, skal på samme vis deklarere evt. interessekonflikter.

Medlemmer hvis primære erhverv er i et medico-teknisk firma kan efter individuel vurdering i DSIMs bestyrelse varetage tillidsposter på selskabets vegne.

Til top

§5
Den ordinære generalforsamling afholdes en gang årligt, almindeligvis i marts eller april måned og indvarsles mindst 14 dage forud. På generalforsamlingen aflægger formanden beretning om selskabets virksomhed, samtlige under selskabet stående udvalg og råd aflægger rapport, og bestyrelsen fremlægger det reviderede regnskab.

Initiativ til indkaldelse af en ekstraordinær generalforsamling kan tages af bestyrelsen eller seks medlemmer, der skriftligt anmoder herom med samtidig oplysning om forhandlingsemnet. Efter en sådan anmodning skal bestyrelsen inden seks ugers forløb lade generalforsamling afholde. I alle tilfælde skal en ekstraordinær generalforsamling indkaldes med mindst 14 dages varsel.

Til top

§6
Vedtagelse af lovændringer kan kun ske på en generalforsamling, og kræver mindst ¾ af de afgivne stemmer. Ugyldige og blanke stemmer medregnes ikke i totaltallet.

Hvis ikke mindst 1/3 af de på den pågældende dag registrerede medlemmer er til-stede på afstemningstidspunktet, kræves dog en gentaget afstemning ved en ny generalforsamling, der skal afholdes senest seks uger efter. Forslaget kan nu, uanset antallet af fremmødte medlemmer, vedtages ved absolut stemmeflerhed (én stemme mere end halvdelen af afgivne stemmer, efter fradrag af ugyldige og blanke).

Emnet for lovændringerne skal være medlemmerne i hænde mindst 14 dage inden generalforsamlingen.

Til top

§7
Hvert af de 9 selskaber betaler kontingent afhængigt af selskabernes størrelse.

Kontingentet fastsættes af DSIMs bestyrelse i samarbejde med de 9 selskaber. Regnskabsåret går fra 1. januar til 31. december.

Til top

§8
Selskabet er tilsluttet Organisationen af Lægevidenskabelige selskaber (LVS), men har ingen selvstændige repræsentanter i LVS.

Til top

§9
Selskabet kan efter anmodning fra relevante myndigheder blandt sine medlemmer udpege faglige konsulenter f.eks. i forbindelse med vurdering af uddannelsesprogrammer og uddannelsessteder. Bestyrelsen foretager udpegningen.

Til top

§10
Selskabet kan efter anmodning fra relevante myndigheder blandt sine medlemmer udpege eller indstille medlemmer til råd, udvalg, kommissioner o.l.

Til top

§11
Uddannelsesudvalget består af 2 personer indstillet fra hvert s pecialeselskab samt en observatør fra DSIMs bestyrelse. Udvalget konstituerer sig med formand, næstformand, hovedkursusleder og næstformand for hovedkursusleder. Formand og hovedkursusleder udpeges for en 2-årig funktionsperiode. Posten som formand og hovedkursusleder besættes i henholdsvis lige og ulige år for at sikre kontinuitet.

Udvalget gennemfører og evaluerer de fælles intern medicinske obligatoriske speciallægekurser og monitorerer implementeringen af målbeskrivelse for den intern medicinske uddannelse.

Til top

Opdateret: 27. maj 2014